Gå til sidens indhold

Stofmisbrugsbehandling

Statistikkens formål er at belyse stofmisbrugsbehandling i Danmark, som kommunerne visiterer til borgere efter Servicelovens § 101, Sundhedslovens § 142 og barnets lov § 33. Statistikken anvendes bl.a. til at redegøre for omfanget af borgere i stofmisbrugsbehandling, antal og typer af stofmisbrugsbehandlinger samt til at overvåge overholdelse af behandlingsgarantien på 14 dage fra anmodning om behandling til iværksættelse af behandling.

Statistikken er udarbejdet siden 2015, og datakvaliteten er løbende blevet forbedret. Ved udgivelsen af 2025-tallene offentliggøres der for første gang landstotaler for perioden 2018-2025.

Indhold

Statistikken er en årlig opgørelse af kommunernes stofmisbrugsbehandling opgjort i antal aktiviteter (anmodning, iværksættelse, afslutning), forløb og personer. Statistikken opdeles på regioner, kommuner, køn og aldersgrupper.

Læs mere om indhold

Statistisk behandling

Data til denne statistik indberettes løbende af kommuner (eller stofmisbrugsbehandlingstilbud på vegne af kommunerne) direkte til stofmisbrugsdatabasen eller automatisk gennem system-til-systemløsninger via kommunernes fagsystem.

Data gennemgår en omfattende datavalideringsproces. Efter valideringen og kommunernes godkendelse af, at data er retvisende, gennemføres databehandling, fx i form af fjernelse af personer med invalide personnumre og afslutning af forløb, hvis personen er død.

Læs mere om statistisk behandling

Relevans

Statistikken er relevant for alle med interesse for stofmisbrugsområdet, herunder bl.a. forskere, kommuner, stofmisbrugsbehandlingstilbud, regioner, ministerier samt interesseorganisationer. Statistikken giver konkret viden om den offentligt visiterede og betalte stofmisbrugsbehandling i Danmark og bidrager mere generelt til en afdækning af stofmisbrugsområdet. Datagrundlaget bruges i forskningsøjemed og internationalt i EU-regi, men også i policy-sammenhænge af bl.a. Social- og Boligministeriet samt Indenrigs- og Sundhedsministeriet til at udforme ny politik på stofmisbrugsområdet.

Læs mere om relevans

Præcision og pålidelighed

Statistikkens samlede præcision og pålidelighed er under løbende forbedring. Der er modsat tidligere år for tællingsårene 2021-2025 opnået fuld dækning, hvilket betyder, at samtlige 98 kommuner har godkendt deres data. I forbindelse med udgivelsen af 2025-data er værdier for to kommuner for årene 2018, 2019 og 2020 imputeret, og der udgives derfor for første gang landstotaler for data for alle årene 2018-2025.

Der kan generelt være usikkerhed grundet varierende og mangelfuld registreringspraksis i kommunerne.

Læs mere om præcision og pålidelighed

Aktualitet og punktlighed

Statistikken offentliggøres uden forsinkelser i forhold til planlagte udgivelsestider.

Læs mere om aktualitet og punktlighed

Sammenlignelighed

Statistikken dækker 2015-2025 og er sammenlignelig i hele perioden for kommuner, som har godkendt deres indberetninger for tællingsåret.

Sammenlignelighed over tid påvirkes af forskelle i kommunal registreringspraksis, tolkning af spørgsmål og ændrede indberetningskrav. Datakvaliteten er samtidig forbedret over tid gennem styrket validering og dialog med kommunerne.

Internationale sammenligninger varetages af Sundhedsdatastyrelsen og Sundhedsstyrelsen.

Læs mere om sammenlignelighed

Tilgængelighed

Statistikken udgives i Nyt fra Danmarks Statistik. I Statistikbanken offentliggøres tallene under Stofmisbrugsbehandling. Se mere på statistikkens emneside og statistikkens oplysningsside.

Læs mere om tilgængelighed