Præcision og pålidelighed
Kontaktinfo
Priser og Forbrug, Økonomisk StatistikChristian Weller Laursen
20 56 37 74
Hent som PDF
Det er ikke muligt at kvantificere usikkerheden i lejeindekset for erhvervsejendomme, da stikprøven bag ikke er trukket simpelt tilfældigt.
Oplysningerne om leje indsamles den første dag i den første måned af referencekvartalet, hvilket betyder, at eventuelle lejeændringer senere i kvartalet ikke fanges af opgørelsen. Dette medfører en yderligere usikkerhed, som heller ikke kan kvantificeres.
Samlet præcision
Lejen for boliger reguleres som regel ved årsskiftet eller i forbindelse med indgåelse af nye lejekontrakter, hvilket medfører en relativt stabil lejeudvikling inden for et kvartal. For de øvrige ejendomskategorier er usikkerheden større, da lejen i højere grad er genstand for løbende forhandling. På trods heraf vurderes den samlede præcision at være tilfredsstillende.
Stikprøveusikkerhed
Det er ikke muligt at beregne stikprøveusikkerheden for lejeindekset for erhvervsejendomme, da den anvendte stikprøve ikke er baseret på simpel tilfældig udvælgelse. For boligområdet vurderes stikprøveusikkerheden at være begrænset som følge af en stikprøvestørrelse på ca. 84.000 observationer. For de øvrige ejendomskategorier er stikprøverne betydeligt mindre, hvorfor usikkerheden må forventes at være tilsvarende større.
For at vurdere stikprøvens repræsentativitet sammenholdes dens sammensætning én gang årligt med populationens sammensætning. Vurderingen omfatter blandt andet geografisk fordeling, anvendelse og udlejningsforhold.
Anden usikkerhed
Stikprøven bag lejeindekset for erhvervsejendomme valideres løbende op imod oplysninger i Bygnings- og Boligregistret (BBR). I det omfang registreringerne i BBR er fejlbehæftede, kan dette medføre dækningsfejl, idet den afgrænsede population vil afvige fra målpopulationen.
For de tre ejendomskategorier ud over boliger er det ikke muligt at identificere, om de enkelte lejemål er udlejede. Populationen for disse kategorier kan derfor ikke afgrænses med samme grad af sikkerhed som for boliger, hvilket vanskeliggør vurderingen af dækningsgraden. Det er således forbundet med usikkerhed at vurdere omfanget af eventuelle dækningsfejl for disse kategorier.
Kvalitetsstyring
Danmarks Statistik følger anbefalinger vedrørende organisering og styring af kvalitet, der er givet i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF). Læs mere om disse på Adfærdskodeks for europæiske statistikker. Der er etableret en arbejdsgruppe for kvalitet og en central kvalitetssikringsfunktion, der løbende gennemfører tjek af produkter og processer.
Kvalitetssikring
Danmarks Statistik følger principperne i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og bruger den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF) ved implementeringen af disse principper. Dette indebærer løbende decentrale og centrale tjek af produkter og processer på baggrund af dokumentation, der følger internationale standarder. Den centrale kvalitetssikringsfunktion rapporterer til arbejdsgruppen for Kvalitet. Rapporteringen indeholder blandt andet forslag til forbedringer, som vurderes, besluttes og implementeres.
Kvalitetsvurdering
Der foreligger ingen usikkerhedsberegninger, men samlet vurderes der at være nogen usikkerhed i statistikken for kategorierne butik, kontor og industri.
Revisionspolitik
Danmarks Statistik foretager revisioner i offentliggjorte tal i overensstemmelse med Danmarks Statistiks revisionspolitik. De fælles procedurer og principper i revisionspolitikken er for nogle statistikker suppleret med en specifik revisionspraksis.
Praksis for revisioner
Der foreligger kun endelige tal.