Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


informationssamfundet

Vis alle blogindlæg


27. april 2023 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

OECD har øje for den digitale udvikling

Hvor langt er Danmark i sin digitale udvikling i forhold til øvrige OECD-lande? Det gør OECD visuelt overskueligt med værktøjet Going Digital Toolkit.

Med Going Digital Toolkit præsenterer OECD statistik, der belyser vores digitale samfund med en slags syvfarvet iris. Værktøjet er bygget op om syv dimensioner, hvor der inden for hver kan være fem til syv statistiske indikatorer. Jo længere ude mod cirklens yderkant, man som land er placeret, jo bedre scorer landet på den pågældende indikator.

Danmark scorer højt på indikatorer om adgang til og brug af internet, samt tillid til sikkerhed og deling af data. Til gengæld ligger vi lavt og nogle gange under OECD-gennemsnittet på indikatorer om innovation - fx på andelen af patenter inden for informations- og kommunikationsteknologi.

Man kan for hvert land få grafik over seneste års udvikling i indikatorerne. Man kan dykke dybere i de enkelte statistikker og blive guidet til de kilder, data kommer fra.

Har man lyst til selv at sammensætte og visualisere data, kan man gå i OECD's virtuelle ”køkken”. I deres Data Kitchen er der flere forskellige grafiske præsentationer at "kokkerere" med.

 

OECD Going Digital Toolkit


Tags: arbejdsmarked, digitalisering, e-handel, eksport, erhverv, informationssamfundet, innovation, internettet, investeringer, jobskabelse, patenter, portaler, rangorden
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: International statistik


2. februar 2018 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Børn i en digital verden

I over 30 år har UNICEF fulgt udviklingen i børns levevilkår rundt om i verden. Siden 1980 har organisationen udgivet rapporten ”The State of the World's Children”. Fra at være en lille udgivelse på 19 sider i 1980/81, er rapporten i dag en omfattende publikation på mere end 200 sider med et fyldigt bilag med statistik.

De senere år har rapporten haft et særligt tema. I 2017 er temaet ”Children in a Digital World”, hvor børn og unge er blevet spurgt til deres digitale erfaringer. Rapporten belyser bl.a. børn og unges adgang til og brug af teknologi, barrierer for at være online og den risiko, der kan være forbundet med at bruge internettet. 

Onlineteknologi har mange fordele, fx giver den nye muligheder for at løfte uddannelsesniveauet for børn, som ellers har svære betingelser for at komme i skole. Men ifølge UNICEF er ca. en tredjedel af verdens unge – ca. 346 millioner 15-24-årige – stadig ikke online.

Rapportens statistik kan hentes i særskilte filer, og tallene beskriver børns og kvinders generelle vilkår via emner som ernæring, sundhed og uddannelse. Al UNICEF's statistik er desuden samlet i "UNICEF Data: Monitoring the Situation of Children and Women".


Tags: børn, informationssamfundet, fattigdom, internettet, levevilkår, sundhed, trivsel
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik


13. oktober 2017 af Mette-Line Jakobsen

Det danske arbejdsmarked er blevet mere digitalt og automatiseret

Halvdelen af de erhvervsaktive i Danmark anvender i stort omfang computere, tablets eller smartphone i deres arbejde, mens hver femte bruger computerstyrede maskiner. Sidstnævnte ses især i industrien og i landbruget. 

 

Nyt på det danske arbejdsmarked er brugen af digitale platforme som fx Uber, Airbnb og GoMore. Ca. 100.000 personer har tjent penge via sådanne platforme.

 

Digitaliseringen af arbejdsmarkedet i Danmark er blevet undersøgt af forskere fra Forskningscenter for arbejdsmarkeds- og organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet. Læs alle resultater i rapporten "Digitalisering af arbejdsmarkedet - Danskernes erfaring med digital automatisering og digitale platforme" (oktober 2017). 

 

Undersøgelsen bygger på interviewdata indsamlet i forbindelse med Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse (AKU) i 1. kvartal 2017.


Tags: arbejdsmarked, digitalisering, informationssamfundet
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: Dansk statistik


22. juni 2017 af Informations­service og Bibliotek

Digital økonomi i EU

Eurostats nye digitale publikation "Digital economy & society in the EU" præsenterer baggrundsinformation vedr. det digitale indre marked. Den giver også svar på spørgsmål om, hvordan europæerne benytter sig af Internet og hvilke udfordringer, det giver for både individer og virksomheder.

Den mest populære aktivitet på nettet er forskellig fra land til land. Blandt personer, der har anvendt internet inden for de seneste 3 måneder,  er det fx over 90 pct. i Finland, Danmark og Nederlandene, der ordner bankforretninger.  I Bulgarien benytter 80 pct. sig af online telefon- eller videoopkald, hvor det i Danmark er 60 pct. og EU-gennemsnittet er på 39 pct. 

20 pct. af virksomhederne i EU tilbyder e-handel. Her er Danmark på andenpladsen med 29 pct. af virksomhederne, hvor Irland netop slår os, idet 30 pct. af landets virksomheder har e-handel. 

Se introduktion til publikationen som video eller i Eurostats News release

Digital economy & society in the EU

Danmarks Statistik sammenligner også EU-landene i publikationer om hhv. befolkningens og virksomhedernes it-anvendelse.


Tags: e-handel, internettet, informationssamfundet, EU
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: International statistik


20. januar 2016 af Informations­service og Bibliotek

Gevinsten af den digitale revolution

Den digitale revolution har påvirket dagligdagen for milliarder af mennesker overalt på kloden. Men hvad med alle dem, der halter bagefter den teknologiske udvikling? Hvordan kan Internettet være en drivkraft for udviklingen, især for fattige mennesker i udviklingslandende?

Disse spørgsmål og mange andre tages under behandling i World Bank's seneste World Development Report 2016: Digital Dividends 

Rapporten analyserer hvilke faktorer, der bevirker at nogle lande, virksomheder og husholdninger har stor fordel af internettet og dermed fremmer den økonomiske vækst. Samtidig identificeres de barrierer, der begrænser udbyttet af teknologierne andre steder. 


Tags: informationssamfundet, internettet
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: International statistik


11. januar 2016 af Mette-Line Jakobsen

Brug af internet og sociale medier

Kulturministeriet rapporterer løbende om medieudviklingen i Danmark. Senest er udkommet to nye rapporter om mediebrug og sociale medier:

I rapporten ”Mediebrug på internettet – streaming, indhold og adgang” belyses brugeradfærden på internettet. De unge har generelt set et større medieforbrug på internettet end de ældre, og personer med profiler på sociale medier har generelt et større medieforbrug på internettet end personer, der ikke bruger sociale medier.

Knap 77 pct. af befolkningen i alderen fra 12 år og derover har en profil på et socialt medie. Rapporten ”Sociale medier – brug, interesseområder og debatlyst” sætter fokus på brugen af de sociale medier i Danmark, og på befolkningens lyst til at debattere i forskellige sammenhænge – også på de sociale medier.

De to rapporter bygger på data indsamlet i Index Danmark/Gallup 1. halvår 2015 og af Danmarks Statistik i foråret 2015.

En tredje rapport - ”Media Literacy i en dansk kontekst” - er udarbejdet af IT-Universitetet for Kulturstyrelsen og Medierådet for Børn og Unge. I rapporten om mediekompetence ses nærmere på, hvordan den nye medievirkeligheds mange og voksende muligheder stiller store krav til borgerne.


Tags: informationssamfundet, internettet, medier
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: Dansk statistik


3. september 2015 af Informations­service og Bibliotek

Digital post - hvor mange er tilmeldt? og fritaget?

Hos Digitaliseringsstyrelsen findes lister over antal tilmeldinger og fritagelser vedr. Digital Post. Statistikken opdateres hver måned og kan fordeles på fx kommune eller alder.


Tags: informationssamfundet, post
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: Dansk statistik


16. juli 2015 af Informations­service og Bibliotek

EU i bobler

"My country in a bubble" viser sammenligninger mellem EU- og EFTA-lande på en ny og visuel måde. Der er boble-diagrammer for omkring 50 indikatorer fra Eurostats database, en af dem vedr. brug af Internet. 


3 pct. af befolkningen mellem 16 og 74 år i Norge og Danmark har aldrig gjort brug af Internet, mens det gælder for 39 pct. i Rumænien. Norge og Danmark bliver dog overhalet af Island, hvor kun 1 pct. i aldersgruppen vil indrømme, at de aldrig har brugt Internettet.

Illustration af My country in a bubble



Tags: Informationssamfundet
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


28. maj 2015 af Informations­service og Bibliotek

46 pct. af verdens husstande har adgang til Internet i hjemmet

Andelen af husstande, der har adgang til Internet på bopælen er steget fra 18 pct. i 2005 til 46 pct. i 2015. Det fortæller en ny rapport fra ITU (International Telecommunication Union). 

"ICT Facts and figures 2015" illustrerer udviklingen fra begyndelsen af århundredet, og viser bl.a. at der nu er mere end 7 milliarder mobiltelefon-abonnementer, hvor der i 2005 var 738 millioner. 3,2 milliarder mennesker har adgang til Internet, mod 400 millioner i år 2000. 

Illustration af udviklingen af husstandes adgang til internettet fra 2000 til 2015 

ITU fejrer 150 års jubilæum i år, så det er også muligt at finde historisk statistik om informationssamfundets barndom, hvor telegrafen var moderne.


Tags: Informationssamfundet, internettet
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: International statistik


8. maj 2015 af Informations­service og Bibliotek

Unges brug af medier og museer

Hvor stor en del af de unge mellem 13 og 23 år taler i telefon, ser tv, er på Facebook, chatter eller sender SMS hver dag?

Det kan man se i rapporten Danske unges museums- og mediebrug: Temaer og tendenser. Tabellerne er opdelt på hhv. alder, køn, uddannelse, herkomst osv. Hovedvægten er på de unges oplevelser med museernes digitale formidling og læring, men rapporten indeholder også tabeller om 13-23-åriges generelle mediebrug. 

Resultaterne bygger på en stikprøveundersøgelse med ca. 2.500 deltagere. Rapporten er udgivet af Det Nationale Forskningscenter for Uddannelse og Medier (DREAM).


Tags: børn, unge, informationssamfundet, medier, museer
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: Dansk statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek