Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


forbrug

Vis alle blogindlæg


16. november 2016 af Mette-Line Jakobsen

14.700 kr. om måneden

Hvis du lever i en familie med to børn, skal din familie som minimum have 14.700 kr. til rådighed, når huslejen er betalt.

 

Et par uden børn har brug for 10.600 kr, mens en enlig kan klare sig for 6.000 kr. pr. måned. Tallene er for 2015 og eksklusiv boligudgifter (husleje).

 

Det fremgår af en ny analyse, der fastlægger minimumsbudgetter for forskellige familietyper i Danmark. Analysen peger dermed også på, hvad det koster at have et eller flere børn.

 

Minimumsbudgetter er mål for, hvor meget det koster at opretholde et liv med et nødvendigt og beskedent forbrug. Analysen er udarbejdet af Rockwool Fondens Forskningsenhed (RRF) i samarbejde med CASA, Center for Alternativ Samfundsanalyse.

 

Hovedresultater præsenteres i et nyhedsbrev fra RFF "Nye minimumsbudgetter for danske familier", mens mere detaljerede opgørelser kan ses i publikationen
"Minimumsbudget for forbrugsudgifter – hvad er det mindste, man kan leve for?"  Sidstnævnte indeholder tillige referencebudgetter, som angiver det normale budget for forskellige familietyper. Desuden er der sammenligninger med andre nordiske lande.

Med en Budgetberegner er det muligt at beregne sin egen families minimums- eller referencebudget.


Tags: forbrug, familier, børn, enlige, udgifter, budgetter, rådighedsbeløb, indkomster
Emne: Økonomi
Geografi: Dansk statistik


10. november 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Europæerne på badevægten

Lidt over halvdelen (51,6 pct.) af EU’s voksne befolkning har et BMI over 25, og betragtes derfor som overvægtige. 35,7 pct. er moderat overvægtige, mens 15,9 pct. er svært overvægtige (BMI over 30). Rumænien er landet med færrest svært overvægtige (9,4 pct.), mens Malta har flest (26 pct.). Danmark ligger lige under gennemsnittet, hvor 15 pct. af den voksne befolkning er svært overvægtige.

Tallene stammer fra 2014-udgaven af European Health Interview Survey (EHIS). Resultaterne fra undersøgelsen viser en tydelig sammenhæng mellem overvægt, alder og uddannelse. Vægten øges med alderen, mens en højere uddannelse ser ud til at mindske risikoen for overvægt.

I EHIS findes også oplysninger om hvor meget og hvor ofte, vi europæere spiser frugt og grønt. Også her er der en sammenhæng med uddannelsesniveauet. Den største forskel ses i Storbritannien, hvor 40,5 pct. af højtuddannede spiser mindst fem portioner frugt eller grønt dagligt, mens det samme gør sig gældende for 24,9 pct. af de lavtuddannede.

Flere detaljer om europæernes vægt og indtag af frugt og grønt kan ses i Eurostats to news releases ”Almost 1 adult in 6 in the EU is considered obese” og ”1 in 7 persons aged 15 or over eats at least 5 portions of fruit or vegetables daily”.

Det er anden gang interviewundersøgelsen gennemføres, første gang blev data indsamlet i perioden 2006-2009. I Eurostats database kan du selv danne tabeller over BMI og indtag af frugt og grønt fordelt på uddannelsesniveau, køn og alder. Her findes tabeller fra både første runde (EHIS round 2008) og anden runde (EHIS round 2014) af undersøgelsen.


Tags: fedme, forbrug, kost, overvægt, spisevaner, sundhed, helbred
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik


30. juni 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Status over grænsehandel - har du også chokolade med hjem?

Skal du en tur over grænsen i ferien? Skal du lige have lidt med fra grænsebutikken, når du skal hjem igen? Faktisk har grænsehandlen været faldende de seneste 10 år; bare de sidste tre år er handlen faldet med ca. 3 mia. kr. til i 2015 at udgøre knap 9 mia. kr. Det viser nyeste skøn fra Skatteministeriet i "Status over grænsehandel 2016". Kun handel ved besøg i fysiske butikker indgår i rapportens beregninger, men betydningen af den stigende internethandel nævnes også.

Faldet skyldes både et fald i handlen med nydelsesmidler, herunder især øl, cigaretter og sodavand, men også et fald i handlen med øvrige varer som tøj, biludstyr og elektronik samt kosmetik. Handlen med røgtobak, slik og chokolade er dog steget, hvilket bl.a. forklares med hjemlige afgiftsforhøjelser.

"Status over grænsehandel 2016" behandler i særskilte afsnit grænsehandlen med alkohol, tobak, sodavand, chokolade, slik og energiprodukter, inklusive beregnede skøn over den illegale grænsehandel bl.a. med chokolade og slik.

I afsnittet om tobak finder du i øvrigt oplysninger om gennemsnitsprisen for en pakke cigaretter fra 2010-2015 og gennemsnits- og billigste pris for cigaretter i EU-landene og Norge samt eksempler på besparelse ved hjemmerulning i Danmark.


Tags: grænsehandel, alkohol, rygning, forbrug, detailhandel
Emne: Økonomi
Geografi: Dansk statistik


2. december 2015 af Karen Tina Larsen

Unges problemer med gæld

13,4 procent af de danske unge mellem 18-30 år har problemer med at få pengene til at slå til og stifter gæld. Der er ikke stor forskel mellem kønnene, da 12 pct. af mændene og 14 pct. af kvinderne har gældsproblemer. Region Sjælland har den største andel af gældsramte unge (16 pct.), hvor Region Midtjylland har den mindste (9 pct.). 

Det viser rapporten "Ungdomsliv på kredit: gældsproblemer i forbrugersamfundet" fra Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden. Den tegner et statistisk portræt af unge mennesker, der har gentagne problemer med at betale regningerne til tiden. Resultaterne i rapporten bygger på en spørgeskemaundersøgelse om unges privatøkonomi og gæld, kombineret med data om indkomst og uddannelsesniveau, privatøkonomisk adfærd, karakteregenskaber og sociale netværk.


Tags: unge, gæld, forbrugerkredit, forbrug, lån
Emne: Erhvervsliv
Geografi: Dansk statistik


29. oktober 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Samlet overblik over statistik om det danske bogmarked

Bog- og Litteraturpanelet har i deres første årsrapport "Bogen og litteraturens vilkår 2015" sat sig for at kortlægge den eksisterende statistik, der belyser udviklingen på bogmarkedet. Rapporten giver et overblik over kilderne til belysning af en bogs forskellige faser: produktionen, distributionen og forbruget.

Et overblik over kilderne til belysning af en bogs forskellige faser: produktionen, distributionen og forbruget 
Bog- og Litteraturpanelet blev nedsat i 2014, og panelets formål er bl.a. årligt at samle tilgængelig statistisk viden om bogmarkedet, men også at kortlægge mangler ved statistikken. Rapporten indeholder derfor også oversigt over tallenes mangler og forbedringspotentialer fordelt på produktions-, distributions- og forbrugsfasen.

Læs mere på Kulturstyrelsens hjemmeside.


Tags: bøger, medier, forbrug
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


11. marts 2015 af Mette-Line Jakobsen

Danskernes kostvaner og fysiske aktivitet

DTU Fødevareinstituttets har for femte gang sat danskernes kostvaner under lup i Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet. Resultaterne er præsenteret i rapporten Danskernes kostvaner 2011-2013.

Undersøgelsen omfatter 3.946 personer i alderen 4-75 år og er indsamlet i perioden 2011-2013. I undersøgelsen registrerer deltagerne, hvad de spiser og drikker og hvor meget de motionerer i løbet af en hel uge. De bliver også spurgt om deres sociale og demografiske baggrund, måltidsvaner samt holdninger til og viden om sund kost og bevægelse.


Tags: forbrug, kost, motion
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek