Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


integration

Vis alle blogindlæg


3. maj 2018 af Informations­service og Bibliotek

Europæernes holdninger til indvandring

28.000 EU-borgere har ytret deres mening om integration af indvandrere, og Eurobarometer samler resultatet af interviewene i rapporten "Integration of immigrants in the European Union".

1000 personer fra Danmark har bidraget til undersøgelsen og har besvaret spørgsmål om holdninger til indvandring, om man har venner eller familiemedlemmer, der er indvandrere samt om faktorer, der bidrager til vellykket integration. 

Hovedresultatet for Danmark, sammenlignet med EU-gennemsnittet, kan ses i et factsheet på dansk.

Resultater for alle EU-lande beskrives i detaljer i rapporten "Integration of immigrants in the European Union". Vil du hellere have et hurtigt overblik via grafik, er der også en "billedbog" med illustrationer.

 


Tags: indvandrere, integration
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


5. maj 2017 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet i Norden

Flygtninge og immigranters integration på arbejdsmarkedet samt flygtningebørns uddannelsesniveau i Norden er årets tema i "Nordic Economic Policy Review" udgivet af Nordisk Ministerråd. Publikationen, som Rådet udgiver årligt med et nyt tema, har til formål at fremstille den nyeste forskning om forskellige nordiske forhold, denne gang samlet under titlen "Nordic Economic Policy Review: Labour Market Integration in the Nordic Countries".

Baseret på officiel statistik fra de respektive landes statistikbureauer og udlændingestyrelser, er der i årets publikation fokus på flygtninges tilknytning til arbejdsmarkedet i Norge, Danmark, Finland og Sverige.  

Det danske bidrag er forfattet af Marie Louise Schultz-Nielsen, seniorforsker ved Rockwool Fondens Forskningsenhed. Den danske analyse kan ses i sin helhed i bogen "Arbejdsmarkedstilknytningen for flygtninge og indvandrere – ankommet til Danmark i perioden fra 1997 til 2011".

Danmarks Statistiks sammenligning af indvandreres beskæftigelse i de nordiske lande kan læses i analysen "Ikke-vestlige indvandrere på arbejdsmarkedet i Danmark, Norge og Sverige: Hvordan klarer Danmark sig?"


Tags: arbejdsmarked, flygtninge, indvandrere, indvandring, integration, samfundsomkostninger, skolebørn, uddannelse
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: International statistik


10. marts 2017 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Kom helt tæt på etniske minoritetsunge i Danmark

Er der forskel på 18-årige etniske minoritetsunges liv i Danmark sammenlignet med jævnaldrende fra den danske majoritet? Det undersøger SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i ny analyse baseret på spørgeskemabesvarelser fra knap 900 unge med baggrund i 118 forskellige lande. Data fra de etniske minoritetsunge sammenlignes med tilsvarende data fra over 4.000 majoritetsdanske unge, også født i 1995.

De unge har fået spørgsmål inden for emner som familierelationer, fysisk og psykisk helbred og trivsel, fritidsliv, kriminalitet og seksualitet. Spørgsmålene går således tæt på bl.a. sprog og samtaleemner i hjemmet, husarbejde og kønsarbejdsdeling, selvværd og ensomhed, religiøse aktiviteter, oplevelser af diskrimination, erfaringer med alkohol og alder ved seksuel debut.

De to grupper har forskellige erfaringer med alkohol. Næsten alle majoritetsdanske 18-årige har smagt alkohol, mens 27 pct. af drengene og 37 pct. af pigerne fra etniske minoriteter ikke har rørt alkohol overhovedet.  Det er dog stadig de fleste i begge grupper, der har smagt alkohol.

Fælles for begge grupper af unge er også, at størstedelen af dem ikke hyppigt deltager i religiøse aktiviteter, at de ikke har oplevet diskrimination inden for det sidste halve år, og at de fleste føler sig stærkt knyttede til Danmark.

Læs mere om forskelle og ligheder mellem de to grupper i rapporten ”Etniske minoritetsunge i Danmark - En undersøgelse af årgang 1995”, der også giver en detaljeret beskrivelse af metoden bag, herunder svarprocenten, bortfald og brug af andre kilder.


Tags: efterkommere, familier, fattigdom, hash, indvandrere, integration, kriminalitet, levevilkår, ligestilling, racisme, rygning, trivsel, uddannelse, ulighed, unge
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


25. november 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Integration: Tørre tal og nydanskernes egne holdninger

Danmarks Statistik udgiver i dag publikationen ”Indvandrere i Danmark 2016”, som i tekst og tal giver et indblik i, hvordan de mennesker, som er indvandret til Danmark - og deres børn - indgår i det danske samfund.

Tidligere på måneden udgav Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet for fjerde gang undersøgelsen ”Medborgerskab, ligebehandling og selvbestemmelse i Danmark 2016”, der gennemføres af Danmarks Statistik for ministeriet. Hvor ”Indvandrere i Danmark” er baseret på registerdata, er der her tale om en spørgeskemaundersøgelse, hvor nydanskerne selv kommer til orde.

Indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund, hvor indvandrerne har opholdt sig i Danmark i mindst tre år, spørges ind til forskellige aspekter af medborgerskab, ligebehandling, selvbestemmelse og demokratiske frihedsrettigheder. Man får indsigt i bl.a. deltagelse i foreningslivet, oplevet diskrimination, begrænsning i forhold til valg af kæreste eller ægtefælle og tilslutning til repræsentativt demokrati som styreform.

Flere indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse føler sig danske i 2016 end i 2014. På spørgsmålet ”Hvad føler du dig mest som?” svarer 27 pct. at de føler sig som dansker mod 21 pct. i 2014. 56 pct. føler sig som dansker med indvandrerbaggrund, 16 pct. som indvandrer og 1 pct. som tilhørende en religiøs gruppe.

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet offentliggør også andre tal og analyser om integrationen af indvandrere og efterkommere på ”Det Nationale Integrationsbarometer”. Integrationsbarometeret er 9 nationale målsætninger om bedre integration, som kommunerne måles på. Med et interaktivt værktøj kan man sammenligne kommunernes integrationsindsats i forhold til målsætningerne.

[Revideret oktober 2018]


Tags: integration, indvandrere, efterkommere, indvandring
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik


11. november 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Hvordan er det gået de bosniske flygtninge fra 1990'erne?

For 20 år siden var det krigen på Balkan, der skabte flygtningestrømme i Europa. En antologi "Og Balkan kom til Danmark" om Danmarks håndtering af de 20.000 flygtninge er netop udkommet med daværende indenrigsminister Birthe Weiss som en af redaktørerne.

Til bogen har Ankestyrelsens Analyseenhed, Danmarks Statistik og Udlændingestyrelsen leveret tal om de bosniske flygtninges status i dag. Det drejer sig bl.a. om statistik over nuværende bopæl, civilstatus, igangværende uddannelse, fuldførte danske uddannelser, beskæftigelse og danskkundskaber.

"Kommunen" bragte 1. november et interview med Birthe Weiss om antologien. Den statistiske analyse "Bosniske krigsflygtninge fra medio 90’erne: Fakta om integration, 2014" kan ses på Ankestyrelsens hjemmeside.  

(Opdateret 27. maj 2020: Interviewet med Birthe Weiss er nu bag betalingsmur)


Tags: flygtninge, indvandrere, integration
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek