Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.



11. juni 2015 af Informations­service og Bibliotek

Næsten en ud af fire europæere har prøvet ulovlige stoffer

European Drug report

Den europæiske narkotikarapport 2015 skønner, at ca. 80 mio. voksne eller næsten en fjerdedel af den voksne befolkning i EU har "testet" cannabis i løbet af deres liv. 

I Danmark har over 35 pct. af den voksne befolkning (15-64 år) prøvet cannabis, kun overgået af Frankrig, hvor knap 41 pct. har indrømmet det samme. Cannabis (marihuana og hash) er både det mest anvendte og det hyppigst beslaglagte stof. 

European Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction (EMCDDA) er et EU-agentur, der indsamler data om narkotikasituationen i EU-landene. Ikke bare brugen af illegale stoffer, men også følgevirkninger som dødsfald, sygdomme, behandling, lovovertrædelser og beslaglæggelser illustreres. Der indsamles endda også oplysninger om prisniveauet for de forskellige stoffer. Foruden den samlede rapport er der nationale rapporter om situationen i de enkelte lande, fx Danmark.


Tags: kriminalitet, misbrug, narkotika
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik, International statistik


3. juni 2015 af Informations­service og Bibliotek

Livskvalitet - hvad betyder det for dig?

OECD's Better life index måler og sammenligner 11 aspekter af trivslen i 34 lande. 

Rapporter fra alle landene kan ses samlet, for individuelle lande fx Danmark, eller hver indikator for sig. Alle baggrundsdata findes i OECD's database

Hvilket land er så bedst at bo i? Det kommer an på hvilke aspekter, der betyder mest for dig? Lægger du mest vægt på bolig, indkomst, uddannelse og arbejde, helbred eller miljø? Her har du mulighed for at bidrage med din egen holdning. 92.000 personer fra hele verden (628 fra Danmark) har indtil nu delt deres  personlige indeks med prioritering af de aspekter af livet, som de finder vigtigst. 

Better Life


Tags: levevilkår, livskvalitet
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik, International statistik


28. maj 2015 af Informations­service og Bibliotek

46 pct. af verdens husstande har adgang til Internet i hjemmet

Andelen af husstande, der har adgang til Internet på bopælen er steget fra 18 pct. i 2005 til 46 pct. i 2015. Det fortæller en ny rapport fra ITU (International Telecommunication Union). 


"ICT Facts and figures 2015" illustrerer udviklingen fra begyndelsen af århundredet, og viser bl.a. at der nu er mere end 7 milliarder mobiltelefon-abonnementer, hvor der i 2005 var 738 millioner. 3,2 milliarder mennesker har adgang til Internet, mod 400 millioner i år 2000. 

Illustration af udviklingen af husstandes adgang til internettet fra 2000 til 2015 

ITU fejrer 150 års jubilæum i år, så det er også muligt at finde historisk statistik om informationssamfundets barndom, hvor telegrafen var moderne.


Tags: Informationssamfundet, internettet
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: International statistik


22. maj 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Ny måling af fattigdom i Danmark

Den generelle fattigdom er faldet med omkring 3000 personer fra 2011 til 2013. Det fastslår den nye fattigdomsredegørelse udgivet af Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Ministeriet har nu for 2. år i træk udgivet redegørelsen "Familiernes økonomi - fordeling, fattigdom og incitamenter". Det anvendte fattigdomsbegreb bygger på anbefalinger til måling af økonomisk fattigdom, som et ekspertudvalg nedsat af regeringen har fundet frem til og offentliggjort i "En dansk fattigdomsgrænse - analyser og forslag til opgørelsesmetoder"

"Familiernes økonomi - fordeling, fattigdom og incitamenter" indeholder i år også oplysninger om unges vej til uddannelse og job, mens sidste års udgave havde særskilte afsnit om lønmobilitet i Danmark, pensionsopsparing og ældres økonomiske vilkår.


Tags: fattigdom
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: Dansk statistik


18. maj 2015 af Informations­service og Bibliotek

E-affald kortlagt globalt

I 2014 blev hele 41.8 millioner tons e-affald genereret på verdensplan, men mindre end en sjettedel af denne mængde er indsamlet til genbrug. 

E-affald består af alle elektriske og elektroniske apparater, dvs. alt hvad der har en ledning eller batterier. Mere end halvdelen af affaldet består af køkken- og badeværelsesudstyr som opvaskemaskiner, mikroovne og vaskemaskiner. 

USA og Kina producerer tilsammen 32 pct. af verdens e-affald, men ser man på de enkelte landes affaldsmængde per capita er Danmark på en 4. plads med 24 kg, hvor Norge (28.4 kg), Schweiz (26.3 kg) og Island (26.1 kg) er indehavere af de tre første pladser. 

FN's tænketank United Nations University har indsamlet og beregnet disse tal for alle verdensdele. Se mere i deres pressemeddelelse eller den fulde rapport "The global e-waste monitor – 2014".

[Juni 2023: Link til pressemeddelelse fjernet og nyt link til rapport hos UN Institute for Training and Research tilføjet]


Tags: affald, genbrug, miljø
Emne: Miljø og energi
Geografi: International statistik


8. maj 2015 af Informations­service og Bibliotek

Unges brug af medier og museer

Hvor stor en del af de unge mellem 13 og 23 år taler i telefon, ser tv, er på Facebook, chatter eller sender SMS hver dag?


Det kan man se i rapporten Danske unges museums- og mediebrug: Temaer og tendenser. Tabellerne er opdelt på hhv. alder, køn, uddannelse, herkomst osv. Hovedvægten er på de unges oplevelser med museernes digitale formidling og læring, men rapporten indeholder også tabeller om 13-23-åriges generelle mediebrug. 

Resultaterne bygger på en stikprøveundersøgelse med ca. 2.500 deltagere. Rapporten er udgivet af Det Nationale Forskningscenter for Uddannelse og Medier (DREAM).


Tags: børn, unge, informationssamfundet, medier, museer
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: Dansk statistik


27. april 2015 af Informations­service og Bibliotek

Børn og unge i EU

Hvor mange børn er der i EU-landene? Hvor bliver børnene passet? Hvornår flytter de unge hjemmefra?

15.6 pct. af EU's befolkning er børn under 15 år. Den største andel af børn findes i dag i Irland, hvor de udgør 22 pct. af befolkningen. Den mindste andel har Tyskland, nemlig 13.1 pct. 

Børn op til 3 år passes i Danmark fortrinsvis i institutioner, mens det kun er 2 pct. af børnene i Tjekkiet, der er tilknyttet en daginstitution. 

Svenskerne er de hurtigste til at forlade barndomshjemmet, da de i gennemsnit er 19.6 år, når de flytter hjemmefra. Danske unge er lidt langsommere og bliver boende til de er 21 år. I Kroatien, Slovakiet og Malta er de i gennemsnit over 30 år, før de flyver af reden. For alle lande gælder det at kvinderne er 1 til 2 år hurtigere end mændene. 

Eurostat har samlet tal, fakta og svar på mange spørgsmål om børn og unge i EU-landene i en ny publikation - "Being young in Europe today". Introduktion til emnet kan ses i Eurostats pressemeddelelse eller portalen Statistics Explained

Med værktøjet "Young Europeans" kan du sammenligne dig selv med andre unge mennesker mellem 16 og 29 år.


Tags: børn, unge, befolkning, levevilkår
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik


15. april 2015 af Mette-Line Jakobsen

Mediernes udvikling i Danmark - 2014

Første udgave af Kulturstyrelsens Rapportering om Mediernes udvikling i Danmark. Dette er en samlet rapportering for mediebranchen, hvor det er muligt på ét og samme sted at finde både statistik for brug af både tv, radio, trykte medier (i første omgang dagbladene), internet og mobil.

Desuden præsenteres analyser og beskrivelser af branchens økonomi, beskæftigelse og større virksomheder samt større analyser af mere indholdsprægede elementer. Kilder til tekst og tabeller er bl.a. Gallup og Danmarks Statistik.

Rapporteringen er i sin form web-baseret og opdelt i en række web-sider. Man kan på undersiderne for tv, radio, aviser/blade osv. finde større uddybende analyser af brugen af de pågældende platforme. På undersiden for brancheanalysen er der en omfattende gennemgang af mediebranchen med delbrancher i forhold til såvel økonomiske nøgletal som beskæftigelse samt gennemgang af en række af de største medievirksomheder i Danmark.  


Tags: dagblade, medier, radio, tv, internettet
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


9. april 2015 af Mette-Line Jakobsen

Hvordan er danske skolebørns helbred, trivsel og sundhedsadfærd?

De fleste 11- til 15-årige skolebørn har det godt. Men der er et stort mindretal af eleverne, der ikke trives fysisk eller mentalt. Mange oplever ofte at være ked af det, nervøs eller have ondt i maven, ligesom mange lider af lavt selvværd. Samtidig er der mange med en uhensigtsmæssig sundhedsadfærd. Eksempelvis er der mange skolebørn, der ofte drikker alkohol, sidder mange timer foran skærmen, eller som ikke spiser frugt eller grønt hver dag.

Se rapporten Skolebørnsundersøgelsen 2014 fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Skolebørnsundersøgelsen bygger på sammenlignelige undersøgelser af store repræsentative udsnit af 11-, 13- og 15-årige skoleelever med fire års mellemrum. Den første undersøgelse stammer helt tilbage fra 1984. I 2014 blev Skolebørnsundersøgelsen gennemført for 9. gang - med data fra 4.500 elever på 5., 7. og 9. klassetrin på skoler overalt i landet.


Tags: børn, helbred, levevilkår, skoleelever, sundhed, trivsel
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


1. april 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Danmark har 1. pladsen i affaldsproduktion i EU

Ifølge Eurostats affaldsstatistik producerer Danmark hele 747 kg affald pr. person i forhold til gennemsnittet på 481 kg pr. borger i EU. Rumænien producerer den mindste mængde affald pr. person med 272 kg.

I Danmark bliver 28 pct. af affaldet genbrugt, 17 pct. komposteret, mens hele 54 pct. går op i flammer på forbrændingsanlæg. Tyskland forbrænder kun 35 pct. af deres affald, mens hele 65 pct. bliver enten genbrugt eller komposteret.

Eurostat gør dog opmærksom på at statistikkens kvalitet er forskellig fra land til land, og at det forklarer noget af forskellen mellem landene.

Se tallene og læs mere om statistikken i Eurostats pressemeddelelse (pdf), hos Eurostat Environmental Data Centre on Waste og i Statistics Explained.


Tags: affald, genbrug, miljø, eu
Emne: Miljø og energi
Geografi: International statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek