Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – både her hos os selv i Danmarks Statistik og hos andre internationale, inden- og udenlandske kilder til statistikker.

Falder vi over en spændende statistik fra andre, deler vi den med jer her på bloggen. 

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


jul

Vis alle blogindlæg


29. juni 2021 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Religiøs adfærd, trosforestillinger og holdninger til folkekirken

I Danmark er 74 pct. af alle borgere medlem af folkekirken. 77 pct. har haft kontakt til folkekirken de seneste 12 måneder uanset medlemskab eller ej. Hvordan danskerne bruger folkekirken, danskernes holdning til folkekirken og befolkningens religiøsitet bliver der nu set nærmere på i undersøgelsen ”Religiøsitet og forholdet til folkekirken 2020”.

Det er ”Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter”, der udgiver første af to bind i en undersøgelse af danskernes religiøsitet og forhold til folkekirken. Undersøgelsen spørger bl.a. ind til brugen af og forventninger til folkekirken, anledning for indmeldelse og motiver for udmeldelse samt troen på Gud, reinkarnation og spirituelle trosforestillinger som troen på kontakt med afdøde og healing igennem håndspålæggelse.

Undersøgelsen rummer ikke kun aktuelle 2020-tal. Man kan også se udviklingen i troen på Gud over en 40-årig periode, da det også er et spørgsmål, der medtages i "Den danske værdiundersøgelse", som er gennemført hvert niende år siden 1981. For at følge udviklingen fremover, er det planen, at ”Religiøsitet og forholdet til folkekirken” skal gentages om 10 år.

Hvis man kunne tænke sig at se, hvordan danskerne svarede på andre spørgsmål om tro og kirkegang i 1986, så udgav den selvstændige organisation Bibellæser-Ringen i 1988 hæftet ”Danskerne, Bibelen og kristendommen”, som giver et statistisk portræt af danskernes holdninger til Bibelen og kristendommen på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse udført af analyseinstituttet OBSERVA. Bogen kan lånes ved henvendelse til Informationsservice og Bibliotek.


Tags: livsforløb, religion, tro, jul
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


22. december 2016 af Informations­service og Bibliotek

Juletræet på langfart

Over 1 million juletræer sendes hvert år fra de 28 EU-lande til landene uden for EU. Eksporten går ikke bare til omkringliggende lande i Europa, men også til andre verdensdele som Asien og Afrika. Fx eksporterer EU næsten 3.000 juletræer til Singapore, knap 2.000 til Thailand, 719 til Gabon og 212 til Senegal.

De fleste af træerne kommer fra Danmark, nemlig ca. 74 pct. De danske træer, der sendes uden for EU, ender fortrinsvis i Norge og Schweiz, men 895 af dem havner dog så langt væk som i Kina.

Det viser et udtræk fra Eurostats Comext database vedr. eksporten af friske juletræer i året 2015.

Brancheforeningen ”Danske Juletræer” viser tal og grafik om den totale danske eksport af juletræer på deres hjemmeside.

 

Juletræ

Tags: eksport, udenrigshandel, jul
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek