Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – både her hos os selv i Danmarks Statistik og hos andre internationale, inden- og udenlandske kilder til statistikker.

Falder vi over en spændende statistik fra andre, deler vi den med jer her på bloggen. 

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


prognoser

Vis alle blogindlæg


30. november 2021 af Anni Renner Mortensen

Ældres helbred og brug af sundhedsydelser

Vi danskere lever længere, og andelen af vores ældregruppe vokser mere end andre befolkningsgrupper. Ifølge seneste befolkningsfremskrivning forventes det, at aldersgrupperne på 80 år og ældre stiger fra knap 5 pct. af befolkningen i 2021 til 10 pct. fra 2050 og frem. Det har indflydelse på fremtidens sundheds- og plejeydelser. I dette blogindlæg har vi fokus på fire udvalgte rapporter, der med forskellige statistikker belyser vigtigheden af at have fokus på sundhedstilstanden blandt ældre.

Her i november har VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd udgivet rapporten "Ældres brug af sundheds- og hjemmeplejeydelser", der sammenligner sundhedsomkostningerne i 2012 og 2018. Undersøgelsen, der er registerbaseret, har fokus på, hvad der karakteriserer de ældre, der har et højt forbrug af sundheds- og hjemmeplejeydelser samt de ældre borgere, der har flere samtidige sygdomme. Rapporten viser bl.a., at der er store forskelle i sundhedsydelserne afhængig af, hvor man bor. Det offentlige brugte i 2018 i gennemsnit tre gange så mange penge på indlæggelser af de 85-89-årige, der boede tæt på en by end samme aldersgruppe, der bor på mindre øer.

Fra Sundhedsdatastyrelsen stammer "Nøgletal på ældreområdet 2015-2020", også udgivet november 2021. Nøgletallene består af 20 tabeller, der i andele opgør hvor mange ældre på 65 år og derover, som har været i kontakt med sundhedsvæsenet. Det kan være hjemmehjælp, hospitals- og plejehjemsophold. Desuden har man opgjort andelen med udvalgte kroniske sygdomme bl.a. KOL, astma og knogleskørhed, samt hvor mange der har indløst recept på udvalgte lægemidler.

Hvor de to første rapporter er baseret på registerundersøgelser, er Sundhedsstyrelsens rapport fra 2019, ”Ældres sundhed og trivsel”, baseret på to spørgeskemaundersøgelser. Rapporten giver et nuanceret billede af ældres selvvurderede fysiske og mentale helbred, herunder stress og ensomhed, medicin- og alkoholforbrug m.m. Vigtige parametre for de ældres fysiske velbefindende er uddannelsesniveau og indkomst.

Den sidste rapport, vi sætter fokus på, er udgivet af Sundheds- og Ældreministeriet i 2018: "Kontaktmønstre på tværs af sektorer blandt befolkningen, kronikere og ældre medicinske patienter". Rapporten indeholder hele 8 analyser af befolkningens forbrug af sundhedsydelser, heraf særlige afsnit om forbrug og forventet fremtidig ressourceforbrug på ældreområdet og en særskilt karakteristik af den ældre medicinske patient. 

 


Tags: ældre, ældrepleje, helbred, prognoser, diagnoser, samfundsomkostninger, sundhed, sundhedsvæsen, sundhedsøkonomi, sygdomme, økonomi
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik


28. oktober 2020 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Den globale sygdomsbyrde

Der er næppe nogen, der ikke har opdaget, at vi befinder os midt i en verdensomspændende pandemi. Mens COVID-19 hærger verdens lande, er der måske mindre fokus på de andre sygdomme, som forkorter folks liv eller gør, at folk lever deres sidste år med forringet livskvalitet. Her i oktober har IHME - Institute for Health Metrics and Evaluation udgivet “The Global Burden of Disease 2019”, som er en analyse af 286 dødsårsager, 369 sygdomme og ulykkestyper og 87 risikofaktorer i 204 områder i verden.

The Global Burden of Disease (GBD) startede som et World Bank-projekt i 1990 og er i dag et samarbejde med bidrag fra flere end 5.000 forskere fra 152 nationer og områder i verden koordineret af det uafhængige amerikanske forskningscenter IHME på University of Washington.

Gennem årene er der udviklet en række indikatorer for sygdomsbyrden, der gør det muligt at sammenligne sygsomme mellem lande over tid. En af indikatorerne er DALY - Disability-Adjusted Life Year, som består af to hovedkomponenter: dødelighed i form af tabte leveår ved for tidlig død og sygelighed i form af tabte år med sygdom og invaliditet. Én DALY er lig med ét tabt sundt leveår.

Resultater offentliggøres i landeprofiler og infografikker. Hovedresultater og særlige pointer offentliggøres i artikler i det internationalt anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet. Der er udgivet et gratis tilgængeligt særnummer for hvert GDB siden 2010.

IHME har også en række visualiseringer af udvalgte statistikker i et interaktivt værktøj, bl.a. udviklingen i DALY i datasættet GBD Compare. Alle data er tilgængelige via GHDx - Global Health Data Exhange, og man kan bruge The GBD Results Tool til at danne tabeller og grafik og downloade data. Alle kilder, nationale som internationale, der bruges til udarbejdelsen af GBD, kan findes via The Data Input Sources Tool.


Tags: dødsårsager, epidemier, fremskrivninger, levevilkår, livskvalitet, middellevetid, prognoser, samfundsomkostninger, sundhed, sundhedsøkonomi, sygdom, sygdomme
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik


27. juni 2018 af Informations­service og Bibliotek

Europas befolkning bliver ældre - EU's økonomi i år 2070

Befolkningstallet i EU forventes at stige fra 511 millioner i 2016 til 520 millioner i 2070. Men befolkningen i den erhvervsaktive alder (personer i alderen 15-64 år) mindskes fra 333 millioner i 2016 til 292 millioner i 2070. 

I EU er der nu 3,3 personer i den erhvervsaktive alder for hver person over 65 år, men fremskrivningen til 2070 spår, at der til den tid kun vil være 2 erhvervsaktive for hver person over 65.

Europa-Kommissionens prognose ser på de langsigtede økonomiske og skattemæssige konsekvenser af Europas aldrende befolkning. Rapporten "The 2018 Ageing Report: Economic and Budgetary Projections for the EU Member States (2016-2070)" viser - samlet for EU og land for land - hvordan den aldrende befolkning påvirker offentlige udgifter. Beregningerne er lavet ud fra antagelser om fertilitetsrate, forventet levetid, migration, erhvervsaktivitet og pensionsreformer.


Tags: befolkning, ældre, prognoser, nationaløkonomi, offentlige finanser
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


25. januar 2018 af Informations­service og Bibliotek

Økonomiske nøgletal og prognoser for 193 lande

"World economic outlook" udarbejdes af IMF hvert halve år og indeholder analyse af den globale økonomiske udvikling. Hovedrapporterne suppleres af 1-2 mindre opdateringer hvert år.

Den tilhørende database samler data fra 193 lande, om emner som inflation, betalingsbalance, bnp, offentlige finanser, arbejdsløshed, m.v. De fleste tidsserier indeholder årlige tal tilbage til 1980 og frem til nutiden, i visse tilfælde suppleret med prognoser for de næste 4 år. 

Vil du gerne se data som kort eller grafer, er der også mulighed for det via IMF Data Mapper.

Mere detaljerede økonomiske nøgletal, også med månedlig eller kvartalsvis frekvens, kan ses i den avancerede database under "International financial statistics".


Tags: nationaløkonomi, prognoser
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek