Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – både her hos os selv i Danmarks Statistik og hos andre internationale, inden- og udenlandske kilder til statistikker.

Falder vi over en spændende statistik fra andre, deler vi den med jer her på bloggen. 

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


tyskland

Vis alle blogindlæg


28. september 2021 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Tyskland i tal

Har det netop afholdte valg til den tyske forbundsdag gjort dig nysgerrig på tal og fakta om vores store naboland mod syd? Så er her nogle tips til statistik om Tyskland.

Man kan naturligvis tage fat i Eurostat, som har tal for alle EU-lande og dermed også Tyskland. Men denne gang sætter vi fokus på den nationale statistik fra det tyske statistikbureau Statistisches Bundesamt (Destatis).

Statistikken hos Destatis er inddelt i seks overordnede emner. Fra emnesiderne finder man introduktion til den pågældende statistik, link til relaterede publikationer, metode og databasetabeller. Aktuelle nøgletal finder man i deres Dashboard. Vil man hellere selv danne tabeller, kan man gå direkte til databasen GENESIS-Online.

Tyskland er et stort land, der består af 16 delstater og hundredvis af regionale distrikter. Regional statistik er vigtig for Tyskland, og hver delstat har derfor sit eget statistikbureau. Destatis og de regionale bureauer samarbejder i “Statistische Ämter des Bundes und der Länder” om en statistikportal og står bl.a. bag et regionalt atlas og siden Stadt.Land.Zahl med nøgletal for detaljerede regionale områder. Alle detaljerede data kan desuden findes i Regionaldatenbank Deutschland.

Er man interesseret i tysk historisk statistik, så er ”Statistisches Jahrbuch” et godt sted at starte. Årbogen er udgivet siden 1880, undtagen i perioden 1943-1951. Man kan også kontakte Statistische Bibliothek, som løbende giver online adgang til ældre trykte statistiske publikationer i takt med, de bliver digitaliseret.


Tags: tyskland, portaler, årbøger
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


6. oktober 2015 af Informations­service og Bibliotek

Tyskland - 25 år efter genforeningen

Hvordan står det til i Tyskland, 25 år efter genforeningen og 26 år efter murens fald? Aktuelle tal fra Statistisches Bundesamt (det tyske statistikbureau DESTATIS) sammenligner delstaterne i det tidligere Øst- og Vesttyskland.  

Befolkningstallet falder stadig i Øst, mens det vokser i Vest. Befolkningstætheden er i det tidligere Øst på 116,  i Vest 261 og i Berlin på 3838 personer per kvadratkilometer. Middellevetiden er til gengæld nu næsten den samme i begge dele af landet.

I publikationen "25 Jahre Deutsche Einheit" vises flere eksempler på ligheder og forskelle vedr. erhverv, arbejdsmarked, befolkning, uddannelse, sundhed osv. i de to dele af landet. Der er også udgivet en tilsvarende publikation om Berlin - "25 Jahre Deutsche Einheit – Berlin in Zahlen

Vil du dykke endnu længere tilbage i Tysklands historie, er der rig mulighed for at hente oplysninger fra statistiske årbøger for årene 1880 og frem, fra hhv. Deutsche Reich, Bundesrepublik og DDR.

illustration fra Destatis

Tags: Tyskland, genforening
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek