Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


læsevaner

Vis alle blogindlæg


11. januar 2019 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Danske børn og unges velfærd og trivsel

Mange danske drenge bruger en stor del af deres fritid bag skærmen. 27 pct. af de 15-årige og 23 pct. af de 19-årige drenge bruger 4 timer eller mere på tv og computerspil om dagen. Det gælder for 12 pct. af pigerne i begge aldersgrupper.

Fritid er kun et af mange aspekter ved børn og unges liv, der bliver belyst i den omfattende undersøgelse "Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel 2018" fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Rapporten giver også statistisk indsigt i børn og unges liv og trivsel inden for emner som materiel velfærd, boligforhold, helbred, pasning i daginstitution, skole, sociale relationer, ensomhed og kriminalitet.

Den første udgave af undersøgelsen udkom i 2010 og den anden i 2014. 2018-rapporten er dermed den tredje i rækken.


Tags: børn, læsning, familier, fattigdom, fritid, helbred, idræt, overvægt, handicap, kost, livskvalitet, læsevaner, medier, motion, narkotika, ofre, religion, rygning, sex, stress, sundhed, sygdom, trivsel, udsatte, unge, vaccinationer
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


21. juni 2018 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Hvor får vi vores nyheder fra, og stoler vi på dem?

Årets ”Digital News Report” har fokus på bl.a. ”fake news” og tillid til nyhedsmedierne. I Danmark har lidt mere end halvdelen tillid til nyhederne – 56 pct. Det er en relativ høj andel, hvis man sammenligner med andre lande. I Norge, Sverige og USA er tallet henholdsvis 47, 41 og 34 pct.

Folk har de seneste år i stigende grad anvendt sociale medier til at finde deres nyheder. Undersøgelsen i år konstaterer dog, at den udvikling er stoppet og ligefrem faldet for nogle lande. Et afsnit i rapporten ser nærmere på brugen af Facebook i forhold til andre tjenester. Rapporten rummer også et særligt kapitel om brugen af podcast, som især unge har taget til sig.

”Digital News Report” udgives af Reuters Institute for the Study of Journalism, Oxford University, med det formål at få større indsigt i brugen af digitale nyhedsmedier på tværs af lande. Det er YouGov, der står for de ca. 74.000 interview, der er gennemført i forbindelse med 2018-udgaven. Det er syvende gang rapporten udgives, og hver gang er antallet af lande blevet udvidet, så der nu er 37 lande med - 25 lande i Europa, mens Asien, Syd- og Nordamerika er repræsenteret ved 12 lande, der har en høj grad af internetdækning.

Hent den samlede rapport eller se landeanalyserne hver for sig. Det er også muligt at udforske data fordelt på køn og alder via et interaktivt værktøj, hvor man selv vælger mellem lande og indikatorer som kilder og tillid til nyheder, brug af digitale enheder og sociale medier samt betaling for digitale nyheder.


Tags: dagblade, digitalisering, internettet, læsevaner, medier, mobiltelefoner, sociale medier, tv
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: International statistik


19. april 2018 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Læser du højt for dit barn?

Der er mange aspekter i børneopdragelse. Man sammenligner sig med andre forældre, og måske har du også stillet spørgsmålene: Hvor mange forældre har regler for slik, brug af skærme og bordskik i hjemmet? Når reglerne brydes eller en bestemt opførsel ikke accepteres, hvor mange tyer så til sanktioner som irettesættelse, skældud, sender barnet til sit værelse eller udstikker et forbud? Hvor mange børn udfører husarbejde hver dag/flere gange om ugen, og er der en sammenhæng mellem deltagelse i husarbejde, og hvordan barnet klarer sig i skolen? Hvordan har opdragelse indflydelse på barnets trivsel?

Man kan blive klogere på disse og mange andre spørgsmål i ”Kortlægning af viden om opdragelse - Familietid, hverdagsliv, pligter og ansvar” fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Notatet giver overblik over nyere forskning om opdragelse og familieliv, og bygger dels på eksisterende litteratur om emnet, dels på statistiske analyser af VIVE’s to børneforløbsdatasæt ”Forløbsundersøgelsen af Årgang 1995” og ”Børn og Unge i Danmark”.

Angående højtlæsning, så læser næsten halvdelen af danske forældre højt for deres 3-årige barn hver dag. Andelen falder til 25 pct., når barnet er 7 år.


Tags: børn, unge, familier, opdragelse, trivsel, læsevaner, spisevaner, stress
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


2. november 2017 af Informations­service og Bibliotek

Bogens kredsløb

For første gang kan Bog- og Litteraturpanelets årsrapport præsentere statistik for produktionen af lydbøger, fordelt på genre og format.  84 pct. af forlagenes omsætning stammer fra salg af trykte bøger og 16 pct. af omsætningen er digitalt salg, dvs. e-bøger, lydbøger og læremidler.

"Bogen og litteraturens vilkår 2017" samler statistik om de forskellige trin i bogens kredsløb, nemlig produktion, distribution og brug.

Den fysiske boghandel er stadig populær, da knap halvdelen af bogkøberne har foretaget deres seneste køb der. 24 pct. har foretaget det seneste køb online. Men man jo også få fat i læsestof på andre måder. På spørgsmålet om hvordan man fandt den bog, man senest har læst, svarer 12,3 % at de fik den som gave og 8,6 pct. at de lånte bogen af familie/venner, mens 13,1 pct. har lånt en trykt bog på biblioteket.

Flere mennesker i Danmark læser, men de læser ikke så ofte, viser en sammenligning af læsevaner over de seneste år. 15,3 pct. læste e-bøger minimum én gang om måneden i 2016. 36 pct. af danskerne læste skønlitteratur hver uge, mens knap 18 pct. slet ikke læste skønlitteratur i 2016.

Årets tema drejer sig om udvalg og kvalitet af bøger til salg hos boghandlere og i supermarkeder. Ifølge undersøgelsen"Sortiment af bøger i fysiske bogudsalg i Danmark" kan en boghandel  i gennemsnit tilbyde over 5.000 titler, mens et supermarked har knap 700 titler til salg.


Tags: bøger, læsevaner, medier
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek