Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.



8. marts 2018 af Informations­service og Bibliotek

Overtro, overbevisning eller videnskab?

Tror du på engle, hekse, spøgelser, besøg fra rummet, reinkarnation? Eller har du tiltro til videnskaben? Forskere fra Institut for Kultur og Kommunikation på Aarhus Universitetet  har sat sig for at skaffe viden om danskernes overbevisninger.

Rapporten "Hvad tror danskerne på? En kortlægning af tro, overtro og overbevisning" er skrevet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse på Facebook og Twitter i 2017/18, hvor flere end 2.200 personer besvarede undersøgelsens spørgsmål.

 [Revideret april 2018]

 


Tags: tro, spiritualitet
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


1. marts 2018 af Informations­service og Bibliotek

Beboere i almen boligsektor

Ca. en sjettedel af Danmarks befolkning bor i den almene boligsektor pr. 1. januar 2017.

Landsbyggefondens beboerstatistik viser et billede af beboerne i den almene boligsektor mht. tilknytning til arbejdsmarkedet, indkomst, offentlig forsørgelse og uddannelse. Tabeller fordelt på køn, alder, oprindelse og område sammenligner beboerne i den almene sektor med resten af landets indbyggere.

Der er i gennemsnit 1,8 personer pr. husstand i de almene boliger og 2,2 personer i resten af befolkningen. Over halvdelen af de almene husstande består af en enkelt beboer, mens 10 % udgøres af 4 beboere eller flere. 

Beskrivelse af beboernes igangværende uddannelse i hhv. 2008 og 2016 er et særligt tema i 2017-udgaven af "Beboerstatistik".

 


Tags: boliger, beboere, almennyttig, boligområder
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


22. februar 2018 af Informations­service og Bibliotek

Mere end BNP

Bruttonationalproduktet (BNP) bruges af alle lande som en indikator for den økonomiske udvikling. Landenes rigdom i form af bygninger, natur, råstoffer og menneskelig kapital har betydning for den fremtidige vækst af BNP og bæredygtigheden i udviklingen. 

rapportens forside

En publikation fra World Bank med titlen "The changing wealth of nations 2018 : building a sustainable future" samler data om rigdom og velstand i 141 lande og belyser udviklingen i perioden 1995-2014. Foruden data om værdien af naturressourcer og infrastruktur, er der, i denne tredje udgave af rapporten, også beregninger af den menneskelige kapital målt ved et skøn over en persons indtjening i hele livet.

En nem indgang til rapporten er en pixi-udgave i form af infografik med de vigtigste facts og FAQ vedr. metode. Vil du selv danne tabeller om emnet er der mulighed for det i databasens sektion om "Wealth Accounts".

 


Tags: nationalregnskab, nationalformue, bæredygtighed
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik


8. februar 2018 af Informations­service og Bibliotek

Børnene i ghettoområder

Vollsmose, Gellerup/Toveshøj og Tingbjerg/Utterslevhuse er de tre største boligområder på ghettolisten med tilsammen ca. 22.000 beboere. En analyse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet ser nærmere på børn og unge, som i løbet af de seneste 25 år er vokset op i disse områder.

Analysen "Opvækst i ghettoområder" belyser forældrenes uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet samt børnenes karakterer i grundskolen og deres vej til uddannelse og job.

Hovedkonklusionerne kan ses i pressemeddelelsen fra ministeriet. En af dem er at blandt børn, der er vokset op i et ghettoområde, har kun 62 pct. en ungdomsuddannelse som 25-årig, mens det gælder for 84 pct. blandt unge, der er vokset op uden for de tre ghettoområder.

Andre tip til at finde information om emnet kan ses i blog-indlægget "Ghettoer i Danmark".


Tags: børn, unge, ghettoer, boligområder, udsatte, uddannelse
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


2. februar 2018 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Børn i en digital verden

I over 30 år har UNICEF fulgt udviklingen i børns levevilkår rundt om i verden. Siden 1980 har organisationen udgivet rapporten ”The State of the World's Children”. Fra at være en lille udgivelse på 19 sider i 1980/81, er rapporten i dag en omfattende publikation på mere end 200 sider med et fyldigt bilag med statistik.

De senere år har rapporten haft et særligt tema. I 2017 er temaet ”Children in a Digital World”, hvor børn og unge er blevet spurgt til deres digitale erfaringer. Rapporten belyser bl.a. børn og unges adgang til og brug af teknologi, barrierer for at være online og den risiko, der kan være forbundet med at bruge internettet. 

Onlineteknologi har mange fordele, fx giver den nye muligheder for at løfte uddannelsesniveauet for børn, som ellers har svære betingelser for at komme i skole. Men ifølge UNICEF er ca. en tredjedel af verdens unge – ca. 346 millioner 15-24-årige – stadig ikke online.

Rapportens statistik kan hentes i særskilte filer, og tallene beskriver børns og kvinders generelle vilkår via emner som ernæring, sundhed og uddannelse. Al UNICEF's statistik er desuden samlet i "UNICEF Data: Monitoring the Situation of Children and Women".


Tags: børn, informationssamfundet, fattigdom, internettet, levevilkår, sundhed, trivsel
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik


25. januar 2018 af Informations­service og Bibliotek

Økonomiske nøgletal og prognoser for 193 lande

"World economic outlook" udarbejdes af IMF hvert halve år og indeholder analyse af den globale økonomiske udvikling. Hovedrapporterne suppleres af 1-2 mindre opdateringer hvert år.

Den tilhørende database samler data fra 193 lande, om emner som inflation, betalingsbalance, bnp, offentlige finanser, arbejdsløshed, m.v. De fleste tidsserier indeholder årlige tal tilbage til 1980 og frem til nutiden, i visse tilfælde suppleret med prognoser for de næste 4 år. 

Vil du gerne se data som kort eller grafer, er der også mulighed for det via IMF Data Mapper.

Mere detaljerede økonomiske nøgletal, også med månedlig eller kvartalsvis frekvens, kan ses i den avancerede database under "International financial statistics".


Tags: nationaløkonomi, prognoser
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik


15. december 2017 af Informations­service og Bibliotek

Ligestilling med sneglefart

Ligestillingsindekset for EU viser forbedringer, men det går kun langsomt fremad. Indekset er gået frem med 4 point fra 2005 til 2015. EU i samlet flok får nu en score på 66,2 point ud af 100, hvor Sverige er på førstepladsen med 82,6 point, mens Danmark har 76,8 point på andenpladsen og Grækenland indtager sidstepladsen med 50 point.

Ligestillingsindekset er et værktøj til at måle udviklingen inden for ligestilling mellem kønnene. European Institute for Gender Equality hjælper EU-landene med at overvåge og sammenligne fremskridt på området.

Gender Equality Index 2017 illustreres med et hjul, der viser de enkelte landes hovedscore, samt score for hovedområder som beskæftigelse, indkomst, magt, sundhed og tidsforbrug i årene 2005, 2010, 2012 og 2015.

Alle indikatorerne, som indekset bygger på, kan også studeres i den tilhørende publikation eller ses i databasen, der med sin omfattende samling af statistikker kan bruges som indgang og vejviser til kønsopdelte tabeller om alskens emner i EU-landene, fx tidsforbrug, uddannelse, arbejdsmarked osv.


Tags: ligestilling, levevilkår, rangorden
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


30. november 2017 af Informations­service og Bibliotek

Livet med et handicap

Ca. 30 pct. af danskerne i alderen 16-64 år har mindst ét handicap, ifølge VIVE's seneste rapport om handicappedes levevilkår.

Undersøgelsen har fokus på personer med handicap og beskriver uddannelsesniveau, arbejdsliv og livskvalitet, sammenlignet med personer uden handicap. Også emner som deltagelse i fritids- og sociale aktiviteter, fysisk tilgængelighed og diskrimination er under luppen.

Rapporten er baseret på mere end 20.000 besvarelser fra et udvalg af voksne personer mellem 16 og 64 år.  Den enkelte deltager giver sin egen vurdering af, hvorvidt han eller hun har et handicap eller længerevarende helbredsproblem. Undersøgelsen gentages hvert fjerde år, så udviklingen i levevilkår for personer med handicap kan følges over tid.

Status for levevilkår og samfundsdeltagelse blandt blinde eller stærkt svagsynede beskrives i en særskilt rapport.

 


Tags: handicap, sundhed, helbred, levevilkår, livskvalitet
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


14. november 2017 af Informations­service og Bibliotek

425 millioner voksne har diabetes

14. november er Verdens Diabetes dag. På verdensplan har 463 millioner voksne diabetes iflg. International Diabetes Federation

I Danmark drejer det sig i 2016 om ca. 250.000 personer ifølge Sundhedsdatastyrelsen, der samler oplysninger om kroniske sygdomme som diabetes 1 og 2 på portalen eSundhed.dk. Her er tal om både forekomst og nye tilfælde, fordelt på alder, køn og region eller kommune. Hvordan Sundhedsdatastyrelsen har beregnet tallene kan ses i dokumentationen.

I databasen Medstat.dk kan du danne tabeller over forbruget af lægemidler. Vælg ATC kode 'A (Fordøjelse og stofskifte)' og 'A10 (Midler mod diabetes)' for at se forbrug af medicin for diabetes.

Rapporten Sygdomsbyrden i Danmark fra Statens Institut for Folkesundhed har i kapitel 9 tabeller om forekomst, dødsfald, tabte leveår og samfundsomkostninger til behandling af diabetes.

Flere tip til at finde data om sundhed og sygdom i Danmark kan ses i FAQ  om sygdomme og diagnoser.


Tags: diabetes, sundhed, sygdom, helbred, sundhedsøkonomi, samfundsomkostninger
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik, International statistik


10. november 2017 af Mette-Line Jakobsen

Asylansøgere og flygtninge gennem 25 år

Asylansøgere og flygtninge er siden 1992 især kommet til Danmark i to store ryk; nemlig omkring 1995-1996 og 2013-2016, som følge af borgerkrige i henholdsvis det tidligere Jugoslavien og i Syrien.

 

I en ny rapport fra Rockwool Fondens Forskningsenhed undersøges udviklingen i nyankomne asylansøgere og flygtninge til Danmark i perioden fra 1992 til 2016. Rapporten Flygtninge og asylansøgere i Danmark 1992-2016 bygger på datamateriale fra Udlændingestyrelsen og Danmarks Statistik.

 

Foruden at belyse udviklingen i antallet af asylansøgere og flygtninge, undersøges gennemsnitlige ventetider fra ansøgning om asyl til opholdstilladelse er givet. Rapporten undersøger desuden hvilke dele af landet, der har modtaget flest nyankomne flygtninge.

 

Yderligere indeholder rapporten korte beskrivelser af flygtningeprocessen i Danmark, boligplaceringspolitikken samt væsentlige ændringer i Udlændingeloven.

Tags: asylansøgere, flygtninge, ventetider, lovgivning, indvandrere, indvandring
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek