Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.



27. juni 2018 af Informations­service og Bibliotek

Europas befolkning bliver ældre - EU's økonomi i år 2070

Befolkningstallet i EU forventes at stige fra 511 millioner i 2016 til 520 millioner i 2070. Men befolkningen i den erhvervsaktive alder (personer i alderen 15-64 år) mindskes fra 333 millioner i 2016 til 292 millioner i 2070. 

I EU er der nu 3,3 personer i den erhvervsaktive alder for hver person over 65 år, men fremskrivningen til 2070 spår, at der til den tid kun vil være 2 erhvervsaktive for hver person over 65.

Europa-Kommissionens prognose ser på de langsigtede økonomiske og skattemæssige konsekvenser af Europas aldrende befolkning. Rapporten "The 2018 Ageing Report: Economic and Budgetary Projections for the EU Member States (2016-2070)" viser - samlet for EU og land for land - hvordan den aldrende befolkning påvirker offentlige udgifter. Beregningerne er lavet ud fra antagelser om fertilitetsrate, forventet levetid, migration, erhvervsaktivitet og pensionsreformer.


Tags: befolkning, ældre, prognoser, nationaløkonomi, offentlige finanser
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


21. juni 2018 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Hvor får vi vores nyheder fra, og stoler vi på dem?

Årets ”Digital News Report” har fokus på bl.a. ”fake news” og tillid til nyhedsmedierne. I Danmark har lidt mere end halvdelen tillid til nyhederne – 56 pct. Det er en relativ høj andel, hvis man sammenligner med andre lande. I Norge, Sverige og USA er tallet henholdsvis 47, 41 og 34 pct.

Folk har de seneste år i stigende grad anvendt sociale medier til at finde deres nyheder. Undersøgelsen i år konstaterer dog, at den udvikling er stoppet og ligefrem faldet for nogle lande. Et afsnit i rapporten ser nærmere på brugen af Facebook i forhold til andre tjenester. Rapporten rummer også et særligt kapitel om brugen af podcast, som især unge har taget til sig.

”Digital News Report” udgives af Reuters Institute for the Study of Journalism, Oxford University, med det formål at få større indsigt i brugen af digitale nyhedsmedier på tværs af lande. Det er YouGov, der står for de ca. 74.000 interview, der er gennemført i forbindelse med 2018-udgaven. Det er syvende gang rapporten udgives, og hver gang er antallet af lande blevet udvidet, så der nu er 37 lande med - 25 lande i Europa, mens Asien, Syd- og Nordamerika er repræsenteret ved 12 lande, der har en høj grad af internetdækning.

Hent den samlede rapport eller se landeanalyserne hver for sig. Det er også muligt at udforske data fordelt på køn og alder via et interaktivt værktøj, hvor man selv vælger mellem lande og indikatorer som kilder og tillid til nyheder, brug af digitale enheder og sociale medier samt betaling for digitale nyheder.


Tags: dagblade, digitalisering, internettet, læsevaner, medier, mobiltelefoner, sociale medier, tv
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: International statistik


14. juni 2018 af Informations­service og Bibliotek

Hvem stemmer ved kommunalvalget?

De 18-årige førstegangsvælgere er flittige til at møde op, når der kaldes til kommunalvalg. Hele 75,1 pct. af dem afgiver deres stemme, næsten samme andel som de 50-59-årige med 75,3 pct. De mest pligtopfyldende vælgere er de 70-79-årige, hvor 82,1 pct. af dem gør brug af deres stemmeret.

En stor andel af højtuddannede, erhvervsaktive og danske statsborgere stemmer, mens vælgere med kortere uddannelse, de marginaliserede på arbejdsmarkedet og udenlandske statsborgere er mindre tilbøjelige til at nå frem til stemmeurnen.

Uligheden i valgdeltagelsen kan også beskrives som et demokratisk A- og B-hold, hvor A-holdet består af kvinder, højtuddannede, vælgere i arbejde og vælgere med dansk statsborgerskab. A-holdets valgdeltagelse er over 90%. Det demokratiske B-hold domineres af mænd, lavtuddannede og vælgere med andet statsborgerskab end dansk. 

Rapporten "Valgdeltagelsen ved kommunal- og regionsvalget 2017" indeholder tabeller om stemmeprocenten i 91 kommuner; fordelt på hhv. køn, alder, uddannelse, indkomstgrupper og oprindelsesland.

Den er udarbejdet af forskere fra Center for Valg og Partier ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og er baseret på valglister fra de enkelte valgsteder, suppleret med data fra Danmarks Statistik.

De officielle resultater fra tidligere kommunalvalg kan findes via Informationsservice og Biblioteks FAQ om regionale valg

 


Tags: valg, vælgere
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik


5. juni 2018 af Informations­service og Bibliotek

Eurostat fejrer også grundlovsdagen

Danmarks befolkning udgør 1,1 pct. af EU's befolkning, og vores areal udgør 0,9 pct. af EU-landenes samlede areal.

Eurostat fejrer vores grundlovsdag med en illustration af nøgletal, der sammenligner EU og Danmark. 

EUROSTAT illustration

Vil du se flere statistikker fra Eurostat, så brug vores side med genveje til database, publikationer og vejledninger.


Tags: rangorden, nøgletal
Emne: Borgere
Geografi: International statistik, Dansk statistik


17. maj 2018 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Globale data om adgang til bankkonti

I dag har 69 pct. af voksne i hele verden en konto, hvorfra de kan lave finansielle transaktioner. Det er en fremgang på 7 procentpoint siden 2014, hvor World Bank sidste gang lavede opgørelsen. World Bank samler oplysninger fra 140 lande i Global Findex Database om voksnes (15-årige og derover) brug af finansielle ydelser,  bl.a. opsparing, betalinger og lån. Undersøgelsen udføres hvert tredje år og i denne tredje runde er der også nye oplysninger om mobile digitale transaktioner.

Global Findex Database bruges til at følge World Banks mål om, at alle skal have adgang til formel finansiel service i 2020. Målet om at udbrede adgangen til finansielle ydelser, ser World Bank som et led i den fattigdomsbekæmpelse, der er organisationens overordnede formål. Muligheden for at spare op, optage lån og investere via formelle systemer giver bedre vilkår for bl.a. at planlægge langsigtet og dermed forbedre ens generelle levestandard.

Rapporten “The Global Findex Database 2017 - Measuring Financial Inclusion and the Fintech Revolution” præsenterer og analyserer resultaterne, mens “The Little Data Book on Financial Inclusion 2018” giver et hurtigt overblik over de vigtigste tal. Data fra rapportens enkelte kapitler kan downloades separat, men data kan også fås som et samlet datasæt eller via World Bank DataBank.

Analyser af, hvordan udbredelsen af adgang til finansiel service kan bekæmpe fattigdom, kan findes hos CGAP - the Consultative Group to Assist the Poor, som også har til huse hos World Bank.


Tags: levevilkår, privatøkonomi, bankforretninger, lån, opsparing
Emne: Erhvervsliv
Geografi: International statistik


3. maj 2018 af Informations­service og Bibliotek

Europæernes holdninger til indvandring

28.000 EU-borgere har ytret deres mening om integration af indvandrere, og Eurobarometer samler resultatet af interviewene i rapporten "Integration of immigrants in the European Union".

1000 personer fra Danmark har bidraget til undersøgelsen og har besvaret spørgsmål om holdninger til indvandring, om man har venner eller familiemedlemmer, der er indvandrere samt om faktorer, der bidrager til vellykket integration. 

Hovedresultatet for Danmark, sammenlignet med EU-gennemsnittet, kan ses i et factsheet på dansk.

Resultater for alle EU-lande beskrives i detaljer i rapporten "Integration of immigrants in the European Union". Vil du hellere have et hurtigt overblik via grafik, er der også en "billedbog" med illustrationer.

 


Tags: indvandrere, integration
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


19. april 2018 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Læser du højt for dit barn?

Der er mange aspekter i børneopdragelse. Man sammenligner sig med andre forældre, og måske har du også stillet spørgsmålene: Hvor mange forældre har regler for slik, brug af skærme og bordskik i hjemmet? Når reglerne brydes eller en bestemt opførsel ikke accepteres, hvor mange tyer så til sanktioner som irettesættelse, skældud, sender barnet til sit værelse eller udstikker et forbud? Hvor mange børn udfører husarbejde hver dag/flere gange om ugen, og er der en sammenhæng mellem deltagelse i husarbejde, og hvordan barnet klarer sig i skolen? Hvordan har opdragelse indflydelse på barnets trivsel?

Man kan blive klogere på disse og mange andre spørgsmål i ”Kortlægning af viden om opdragelse - Familietid, hverdagsliv, pligter og ansvar” fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Notatet giver overblik over nyere forskning om opdragelse og familieliv, og bygger dels på eksisterende litteratur om emnet, dels på statistiske analyser af VIVE’s to børneforløbsdatasæt ”Forløbsundersøgelsen af Årgang 1995” og ”Børn og Unge i Danmark”.

Angående højtlæsning, så læser næsten halvdelen af danske forældre højt for deres 3-årige barn hver dag. Andelen falder til 25 pct., når barnet er 7 år.


Tags: børn, unge, familier, opdragelse, trivsel, læsevaner, spisevaner, stress
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


12. april 2018 af Mette-Line Jakobsen

Vores seksuelle vaner under lup

Unges og voksnes seksuelle sundhed er kortlagt, og resultaterne er samlet i notatet "Kortlægning af seksuel sundhed i kommunerne" fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

 

Hvad angår de unge (15-19 årige) er der oplysninger om seksuel debutalder, antal sexpartnere, brug af kondom og anden prævention, HPV-vaccine, klamydia, aborter, kropstilfredshed, ensomhed og psykiske lidelser. Blandt voksne (20-64 år) er der fokus på tilfredshed med parforhold og sexliv, HPV-vaccine, klamydia, aborter, tilfredshed med udseende og vægt, ensomhed og psykiske lidelser. For begge grupper præsenteres dele af resultaterne i relation til demografiske og sociale forhold såsom alder, uddannelse, indvandrerbaggrund og familiestruktur.

 

Kortlægningen er bestilt af Sex og Samfund og er baseret på to større spørgeskemaundersøgelser, indsamlet af VIVE i perioden 2014-2016, og på registerdata fra Statens Seruminstitut, eSundhed.dk og Danmarks Statistik.


Tags: sundhed, sex, seksualitet, unge
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


5. april 2018 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

100-året for Den Spanske Syges udbrud

Statens Serum Institut melder stadig om nye tilfælde af influenza, men årets influenzasæson er på retur og snart ved at være slut. For 100 år siden var en anden influenza ved at bryde ud. En influenza, der skulle vise sig at blive en af de mest omfangsrige og mest dødelige, verden endnu havde set. Influenzapandemien, Den Spanske Syge, raserede verden i årene 1918-1919/1920.

”Statistisk Årbog 1921” viser da også en dramatisk stigning i nye sygdomstilfælde vedr. influenza i Danmark fra 34.877 i år 1917 til 496.755 i 1918. I årbogens tabel om dødsfald fordelt på dødsårsager, kan man se, at der var en stigning fra 199 dødsfald med influenza som årsag i 1917 til 4.150 i 1918.

Statistik om sundhedsforhold i hele første halvdel af det 20. århundrede kan ses i ”Befolkningsudvikling og sundhedsforhold 1901-60”. Bogen indeholder bl.a. oplysninger om anmeldte sygdomstilfælde, spædbørnsdødelighed, sygehusstatistik og medicinalpersonale.

Årets influenzasæson kan man følge på Statens Serum Instituts temaside vedr. influenza.

[Link revideret januar 2019]


Tags: dødsårsager, epidemier, sundhed, sygdomme
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


23. marts 2018 af Informations­service og Bibliotek

Grønland før og nu

Grønlænderne vælger nyt landsting den 24. april 2018. Valgets udfald vises på sitet Qinersineq.gl, hvor resultater fra forrige landstingsvalg og kommunalvalg også findes.

Vil du vide mere om Grønland, er Grønlands Statistik et oplagt sted at begynde. Her finder man de nyeste tal om de knap 56.000 indbyggere, deres uddannelse, erhverv, indkomster, sundhed m.v. I deres Statistikbank er der også tabeller om samfundsøkonomien, import/eksport osv.

Har du interesse for Grønlands historie, er der også muligheder for at finde relevante data. I Statistisk Årbog fra Danmarks Statistik findes hvert år fra årgang 1900 et kapitel om øen. Heri er summariske oplysninger om befolkningstallet og import/eksport  (udsending/hjemsending) fordelt på udvalgte varer.

En anden guldgrube af historisk information om befolkningen i Grønland er folketællingerne fra starten af 1800-tallet, der kan findes via Bibliotekets katalog

I den mørke kælder hos Danmarks Statistik befinder sig "Beretninger og kundgørelser vedr. styrelsen af Grønland", udgivet fra begyndelsen af 1900-tallet til 1968. Heri er administrative regulativer og finanslov, blandet med statistik om folkemængde, fiskeri, jagt og vejrlig. Vil du se disse beretninger, er du velkommen til at besøge os efter aftale.

 


Tags: Grønland, valg, folketællinger
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek